Folkeklubben x Resonerende Rum

Kirkepladsen Holstebro

Oplev en sand folkefest på Kirkepladsen i Holstebro, når Folkeklubben sammen med Resonerende Rum indtager scenen til Den Store Finale ved Holstebros 750-års byjubilæum.

Det kommer til at sitre af liv, musik og fællesskab, når Kirkepladsen midt i Holstebro danner ramme om en koncertoplevelse, som garanteret vil kravle ind under huden. Helt gratis får du en unik mulighed for at opleve Folkeklubben på scenen sammen med et mangfoldigt orkester med borgere fra hele Holstebro Kommune.
Folkeklubben fylder både festivalpladser og koncertsale med deres hits og spilleglæde. Koncerten bliver årets sidste oven på en tætpakket sommertour, så det er et band i absolut topform, der gæster Holstebro fredag den 11. oktober.

Folkeklubben har senest udgivet det populære album ”Mere end en klub”, og bandets forsanger Kjartan Arngrim siger selv, at netop denne titel også er en særligt rammende overskrift denne aften! For denne koncert bliver en helt speciel oplevelse, da Folkeklubben akkompagneres af et stort, mangfoldigt og musikalsk fællesskab med lokale borgere. Det er kulturinstitutionen Resonerende Rum, der står bag denne folkelige del, som vil skabe resonans og sød musik mellem Folkeklubben og fællesskaber på tværs af kommunen.

Holstebro Kommune er kendt for sit kunst- og kulturliv, og i disse år er Resonerende Rum med til at forny og folkeliggøre den fortælling. De bruger musik og kunst til at etablere fællesskaber og give stemme til dem, der normalt ikke bliver hørt. Det gør de gennem såkaldte improvisationsfællesskaber, der bliver bragt i spil til koncerter og i lydværker. Den prisvindende kulturinstitution har base i Holstebro by og er ledet af musikerne Lars Greve og Lis Raabjerg Kruse. Det seneste år har man kunnet opleve Resonerende Rum og deres fællesskaber med blandt andre Teitur i Holstebro, Peter Sommer i Vinderup, på Roskilde Festival med Værestedet i Ulfborg og på kunstfestivalen Socle Du Monde. 

Glæd dig til at opleve folk fra Hjerteforeningen, Bydelsmødre, Holstebro Krisecenter, Sønderlandsskolens Sprogafdeling, Værestedet i Ulfborg, Bystuen i Vinderup, Café 24 i Danmarksgade og Saxofonensemblet fra Musikskolen, når de sammen med Folkeklubben vil udgøre ét stort, mangfoldigt og modigt orkester, som er meget ”mere end en klub”!

Koncerten med Folkeklubben og Resonerende Rum er en del af Folkefest på Kirkepladsen

Opvarmning og afslutning

Oplev Holstebro-rapperen Josie Amadonna kl. 17.00 før koncerten. Mere om opvarmningen med Josie Amadonna  

Efter koncerten med Folkeklubben lyser himlen op med et festligt 750-års fyrværkerishow

Dato: Fredag 11. oktober 2024

Klokken: 18.00 - 19.15

Sted: Kirkepladsen, 7500 Holstebro

Pris: Gratis

Folkeklubben
11
OKT
keyboard_arrow_up